Dyrt … brød fra bageren er bare dyrt. Jeg er godt klar over, at der findes billigere alternativer; men det smager bare ikke så godt. Vores lokale bageri laver fantastisk brød, det koster også den nette sum af 41 kr…det må siges at være en del klejner. Så jeg tænkte, hvis jeg nu selv skal bage et brød, så vil det indeholde:

- Reklame -
  • 500 gr. øko hvedemel ~ 4,25 kr. (2 kg. Øko mel hos nemlig.com 13.50 kr.)
  • 1,5 tsk. tør gær (normalt bruger jeg ikke tørgær, men det bruges til bagemaskine, da ingredienserne blandes om aftenen, og maskinen først går i gang om morgenen ) ~ 5 kr. per pakke, der er vel mindst til 4 brød ~ så 1,25 kr. 
  • Vand (6 dl.), 1 spsk. salt og strøm til bagning lad os bare sige 2,50 kr. 
  • 5 kornsblanding øko., 1/4 pose per brød ~ 5,00 kr.

Så i alt 13 kr. per hjemmebagt brød, dvs. en besparelse på 28 kr. per brød. Ok, lad os bare sige 25, man kan også få et rigtig godt bagerbrød for mindre en 41 kr. MEN, hvor vil jeg nu hen med al det…jo ser du. Jeg tænkte, at der må være en måde, hvorpå man uden at bruge nævneværdig tid på det, kan lave hjemmebagt brød. Og så kom jeg til at tænke på min mor, som på et eller andet tidspunkt i mine meget unge dage fik en brødbagemaskine. Dengang så jeg med foragt på maskinen og brødet med tankerne – det er jo snyd, og det smager heller ikke lige så godt…men nu er jeg blevet ældre og familiefar med mindre tid. Så sådan en maskine…hmmm, er det måske løsningen? Og var brødet virkelig så dårligt?

Jeg begyndte med at undersøge markedet. Sådanne maskiner findes i alle prisklasser, og de synes at kunne det samme…nemlig bage brød. Det er lidt svært at vurdere, hvor god den enkelte maskine er uden rent faktisk at afprøve den. Jeg fandt en meget kort test, der omtalte buddet fra Sage. Efter sigende skulle brødet have en mere hjemmebagt facon….hmmm, det synes jeg lyder godt. Da jeg ikke rigtig kunne finde brugbare test, så købte jeg “bare” maskinen fra Sage. Jeg har en del produkter fra Sage, og det er altså bare kram.Sådan en maskine koster 3000 kr. Så, hvis jeg bager ca. 100 brød, ja så er maskinen tjent hjem…det var da min tanke (29 kr sparret per brød * 100 brød). Arbejdstid…ja, det har også en værdi, men…men…men…ikke her…og det skriver jeg ikke kun, fordi jeg godt kan lide at lave mad, men det tager bare et par minutter at smide alt sammen i sådan en maskinen, tænde den og gøre den rent til sidst…så den tid svarer nok til at gå ned at købe et brød 🙂

Jeg har haft maskinen i et år nu. Det første halve år har jeg bagt et brød hver anden dag (vi spiser 1 brød på 2 dage, og brødet er – når det ristes – også fint på anden dagen), så der er blevet bagt en del brød. Jeg vil tro, at jeg er oppe på  75 brød, så jeg kan rent faktisk godt tjene maskinen hjem i garantiperioden

Jeg er alt i alt tilfreds med maskinen, men..

Jeg er alt i alt godt tilfreds med maskinen, men der er nogle elementer som gør, at – hvis jeg skulle købe en maskine nu, med den viden som jeg har nu – ikke ukritisk ville købe maskinen. Du må ikke misforstå mig, den er virkelig god, men jeg ville undersøge markedet og andre modeller mere grundigt. Lad mig forklare, ud fra min flittige brug af maskinen, vil jeg anbefale dig at fokusere på følgende kriterier, når du skal vælge maskine. Som du lige straks vil kunne læse, så scorer Sage’s maskine ikke lige højt på alle.

(Bygge)kvalitet
Ligesom alle andre Sage produkter er maskinen af god kvalitet. Ydersiden bliver lidt varm, ikke på en sådan måde at det er et problem, og jeg vil tro, at andre maskiner også gør det. Maskinen har en funktionalitet, som tilføjer korn o.l. til dejen på det rigtige tidspunkt via en skuffe. Den skuffe har jeg nok overfyldt et par gange, så nu er der korn i låget. Så sammenfattet, god kvalitet … og jeg tror, at andre maskiner ikke er bedre. Men for 3.000 kr. er det også fair, at forventningerne er ret så høje.

“Dispenser” til korn

Funktionalitet
Automatik til at tilføje korn/nødder o.l. samt gær
En særksilt ”skuffe” (dispenser) til gær har Sage maskinen ikke…og det er jeg også sikker på er ”juks” / ikke nødvendigt. Men en skuffe til korn / nødder er helt sikkert et ”must. Jeg har ikke selv prøvet bare at hælde det i dejen, men jeg kan se, at det virker maks (med få undtagelser, hvor skuffen ikke åbner…men jeg tror, at det er fordi jeg overfylder den.

Manualen
Manualen er på engelsk, det har jeg ikke noget problem med. Manualen har en del opskrifter, som jeg har set frem til at bruge; men udfordringen er, at opskrifterne også er på engelsk. Opskrifter til bagemaskine er der ikke så mange af på nettet, så det er træls. Jeg har nemlig ikke styr på meltyper og brødtyper på engelsk…så jeg synes ikke, at det er så brugbart.

Programmerbarhed – temperatur, tidsindstilling og programmer
Maskinen kan programmeres, men der er begrænsninger ift. æltetid og den maksimale temperatur. Så det spiller ikke rigtig for mig. De forudindstillede programmer har engelske betegnelser, så de skal også lige oversættes og indtil videre har jeg konkluderet mig frem til, at der ikke er en indstilling for et rigtig dansk rugbrød. Jeg har heller ikke selv kunne ”programmet” en indstilling på gr. af begrænsninger ift. temperatur (den maksimale er for lav) og ælte- / hævetider.

På plussiden kan maskinen indstilles til, hvornår brødet skal være færdig. En sådan ”timer” er et absolut ”must have”.  Det bedste ved en sådan maskine er jo, at der er friskbagt brød om morgen, når man står op. Og ja, selvom de forudindstillede programmer er på engelsk og der mangler en indstilling til rugbrød, så er der brugbare indstillinger, som jeg bruger med stor glæde.

Som du kan se, så har krogen lagt sig ned og hullet i brødet er forholdsvis lille. Du kan også se, at der sidder en del brød fast til krogen, som skal blødes op, inden formen kan gøres rent.

Undgå et ”hul i buden”
Brødet bages i samme form, som det æltes i. Dvs. at dejkrogen, sidder i formen, når der bliver bagt, og krogen vil sidde fast i det færdig bagte brød. Resultatet er hul i bunden af krogen, når det tages ud af formen. Sage har forsøgt at løse dette ved at have en æltekrog, som vipper til siden i takt med dejen bages. Nu kender jeg som sagt ikke andre maskiner, men jeg synes, at det virker.

Rengøring
Det er super let. Bageformen skal sættes i blød i et stykke tid, da dejkrogen sidder godt fast efter en bagning (den sidder fast til formen i rester af bagt dej). Men derefter er det let at vaske formen, som er belagt med noget, der ligner noget slip let. Jeg har i øvrigt aldrig været udsat for, at brøde har sat sig fast.

De flydende ingredienser fyldes i formen først. Øverst de faste. Bageformen er let at tage ud og sætte på plads igen. Det bliver ikke lettere at bage et brød.

Brug og resultat
Nå, men hvordan laver man så et brød på maskinen. Det er super let. Jeg tror ikke, at jeg bruger mere end 3 minutter på at smide ingredienser i bageformen og tænde den. Jeg har justeret lidt ift. det, som jeg kunne læse mig frem til i opskriftsbogen, så brødet bliver mindre tørt. Maskinen har forskellige programmer til hvededej – et hurtigt (2-3 timer) og et langsomt (3-4 timer). Jf. manualen giver det langsomme et bedre resultat…men det er jeg faktisk ikke enig i. Jeg synes, at brødet med den hurtige indstilling bliver lidt mere fugtigt. Resultatet varierer dog en del. I perioder er brødet virkelig godt og luftigt, lige nu er der en periode, hvor det synes mere tørt. Jeg tror, at det måske hænger sammen med (typen af) melet. Men generelt, er jeg virkelig tilfreds med brødene. Vi spiser det friskbagt og dagen efter (ristet) til morgenmad.

Nå, men du sætter dejkrogen ind oprejst (så den kan ælte, den presses ned af sig selv senere),  hælder vandet i formen, mel, gær og salt. Du fylder korn ned i beholderen, lukker låget og tænder for måskinen. Og det er så det. 

Et eksempel på grej, som kan gøre ens liv lettere – og så er det bare dejligt at stå op til duften af nybagt brød.

Min lille dreng har svært ved at holde fingrene fra brødet 🙂
 

Dommen!

Så alt i alt er jeg tilfreds og fortryder ikke købet. Vil jeg købe den igen?…måske. Den er i den dyre ende, og så skal alt spille. Jeg er primært skuffet over muligheden for at programmere den, og så vil jeg egentlig gerne have haft en dansk opskriftsbog …men jeg har ikke så meget at sammenligne med, så hvis jeg skulle købe en ny, ville jeg bruge noget tid på at undersøge alternativer. Så alt i alt 3 ud af 5 gryder. 

Du kan købe den her hos KitchenOne.dk (Det er et reklamelink, dvs. at jeg får lidt provision hos KitchenOne, hvis du handler via dette link. Jeg handler selv hos KitchenOne og kan varmt anbefale dem).

- Reklame -

4 KOMMENTARER

  1. Hej
    Jeg har lige fået en bagemaskine til jul, og er meget glad for den. Har selvfølgelig og bagt en masse brød allerede 🙂
    Har du erfaring med at bage kager på den? Jeg har ledt efter opskrifter, men ikke fundet nogen. Tænker det må være muligt. Min manual har en pannetone opskrift og en marcipankage, men er ikke vild med dem. Har du mon nogle tips?
    mvh
    Anna

    • Hej Anna, jeg har faktisk ikke prøvet at bage kager på min. Jeg vil dog tro, at du sagtens kan bage sandkager på den. Jeg er ret glad for kager med frugt (fx. æblekager), min maskine vil ikke kunne have rørt det på en fornuftig måde. Beklager, at jeg ikke kan hjælpe mere, jeg kan ikke en gang prøve, fordi jeg jo ikke længere har maskinen. Der er sikkert andre, som er interesseret i det, så du må meget gerne opdatere med det, som du finder ud af.
      Godt nytår
      Med venlig hilsen FarsGryde

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Indtast din email her