Minder
fra rejser til Sydeuropa får denne ret frem i mig. Den anden dag var jeg i Torvehallerne. det var dejligt at se lidt liv – med god afstand til andre – i disse tider. Jeg bliver altid revet ret så meget med af stemningen i Torvehallerne, og jeg får lyst til at tilberede al slags mad. Egentlig skulle jeg blot have noget stenbiderrogn…men da jeg så de små fisk (Smelt…hedder de) kunne jeg ikke lade være med at købe et par håndfulde af dem. Fra rejser sydpå husker jeg at have fået den- det var sikkert en anden slags fisk, men den var lille og friturestegt – så det skulle prøves herjemme.
Inden du kaster dig ud i det, så skal du lige huske, at det altså ikke er en hovedret. De smager godt, men du vil ikke spise dig mæt i dem. Det er heller ikke egnet som forret, server dem som tapas sammen med nogle andre små retter. Smelt koster stort set ikke noget, men lad være med at lade dig rive med. Jeg købte 300 gr. til 2, men det er alt for meget. 200 gr. er rigeligt. Og det sidste råd, de skal serveres direkte fra frituren, de er ikke så spændende, når de er kolde.
Ingredienser
- 75 gr. Smelt per person som tapasret
- 2 spsk. mel per 75 gr. fisk
- 1 spsk. røget paprika per 75 gr. fisk.
- Citroner
- Salt
- Olie til friturestegning
Tid ~ 30 min
Og det er inkl. opvask
Fremgangsmåde
Skyld fiskene i en si. De skal ikke renses indvendig. Du spiser det hele.
Bland så mel og paprika i en frysepose, som er stor nok til alle fisk. Hold posen lukket og ryst / bland indholdet. Læg så fiskene i posen og ryst det hele igen (altså mens du holder posen godt lukket).
Varm olien enten i en gryde eller i en friture. Det skal være så varmt som muligt. Når olien er varm nok (hvis du har en gryde, så stik en trætændstik ned i olien. hvis det syder omkring det, så er olien klar), lægger du fiskene ned i olien. Steg dem lidt ad gangen. Olien bliver nedkølet, når du hælder / lægger fiskene ned i olien. Tag en halv håndfuld ad gangen og server dem i takt med at de bliver færdige. De skal have omkring 5 minutter i frituren for at blive gyldne.
De serveres med masser af citroner og med et drys salt.
Er der nogen som hved hvor man kan køøne dem henne smelt (små fisk)
Me venlig Hilsen
Flemming Knagh
Hej Flemming, beklager at jeg først ser din kommentar nu, men mit spam filter var lige pludselig blevet ret så agressiv.
Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men der er 2 fiskehandlere i Torvehallerne i Kbh. De har et godt udvalg, jeg købte dem der. Hvis de ikke har dem, kan jeg ikke forestille mig andet, end at de kan bestille dem hjem.