Hvorfor ændre på en klassiker? Tom Kha Gai er en fantastisk velsmagende thailands kyllingesuppe, så hvorfor kan jeg nu finde på at ændre det. Svaret er sådan set ret enkelt, nemlig at jeg ikke havde alle ingredienser. Jeg manglede limeblade og chili, til gengæld havde jeg en porre og forårsløg i køleskabet, som jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle bruge til. Så derfor!
Udstyr
En høj-hastighedsblender med suppe funktion. Du kan også bruge en almindelige blender eller en stavblender, men så skal du koge alle ingredienser til de er møre og så blende dem.
Ingredienser, til 3 personer
- 300 ml. hønsefond (se min opskrift her. Hvis du følger opskriften får du også rigelig med hønsekød, som du også skal bruge i opskriften)
- 1,5 håndfuld plukket hønsekød (fra fonden) Alternativt kog 2 stk hønsebryst i noget købehønsefond til det er mørt og færdigt, og pluk / skær det i mindre stykker. Og du skal selvfølgelig ikke hælde fonden ud, det er så den, som du skal bruge til suppen. Jeg havde lavet fonden for et stykke tid siden, så min kogte jeg godt igennem (for at dræbe evt. bakterier). Hønsekødet havde jeg frosset ned, det er det, som du kan se i beholderen nederst til højre på billedet
- 1 porre, jeg brugte kun den lyse del. Skær den over på langs og skyl den grundigt, så der ikke er jord “inde i” den. Skær den så i 3 dele.
- 2-3 forårsløg (kun den lyse nederste del)
- 1 stort stykke ingefær (3*3*3 cm sådan ca)
- 3 stænger citrongras. Også her brugte jeg kun den nederste del.
- 2 skalotteløg
- saften af 2 lime
- 2 spsk fiskesauce (den er ret salt, så vendt til helt til sidst, med at salte yderligere)
- 1 dåse kokosmælk
- 1 stor dusk koriander. Gem nogle blade til at drysse henover den færdige suppe, hak resten groft.
- Ægnudler, 4 “reder”
Tid ~ 20 minutter
Du skal nok lægge 15-20 minutter til, hvis du også skal tilberede hønsekøddet.
Fremgangsmåde
Kog først ægnudlerne næsten færdige i hønsefonden. Rederne op og læg dem til siden; gem fonden.
På nær nudlerne, hønsekødet og korianderbladene (som du havde lagt til side) smider du nu alle ingredienserne i blenderen og starter suppeprogrammet. Nå programmet er færdig har du faktisk en spiseklar varm suppe.
Men, du hælder den tilbage i gryden (den, som du brugte til fonden), og varm hønsekødet i den samtidig med, at du også koger (altså ikke bogstavelig talt…det behøver ikke at koge, det skal bare være varmt) pastaen færdig i den. Øs så suppe op i en dyb tallerken, samtidig med at du også “fisker” pasta og hønsekød op.