Kylling behøver ikke at være kedelig! Måske er jeg bare ret så forkælet, men et stykke grillet kyllingebryst, synes jeg ikke er det mest spændende. Det bliver ofte tørt, og det smager egentlig ikke af så meget. Nu er det ikke fordi, at jeg ser så meget TV; men jeg har da set nok til at være stødt ind i diverse “Pimp up my” realityshows. Dvs. udsendelser, hvor man gør noget mindre lækkert…ja, mere lækkert. Jeg tænker, at det også kan overføres til mad. Så her mit bud på et stykket “pimpet” kyllingebryst.
Ingredienser, til 4 stk. kyllingebryst
- 4 stk. store kyllingebryst. Jeg må til min skam erkende, at jeg købte en pakker med 4 stk. ikke økologisk. De økologiske var ikke særlig tykke / store og…nu kommer en “spoiler”, de skal jo skæres over på langs og fyldes, og det kræver en vis størrelse kyllingebryst.
- 1 pakke mascarpone
- 2 spsk. tørret eller frisk timian
- 1 bakke (250 gr.) champignon
- 2 pakker bacon
- Olivenolie til stegning
Tid ~ 60 minutter
Det tager nok 30 minutter at forberede og 30 minutter at tilberede
Fremgangsmåde
Rens svampene og skær dem i skiver. Svits dem i olivenolien sammen med timianen. Svampene skal være færdige uden at tage farve.
Flæk hvert bryst op på den tykke led. Du skal næsten skære dem helt over…men også kun næsten. Fold dem så op til et stort fladt stykke. Læg så 2-3 store spiseskeer mascarpone og 1/4 af svampene på den ene halvdel af det flækkede bryst. Fold brystet og svøb dem 3-4 skiver bacon (tæl lige hvor mange der er … brug 1/4 til hvert bryst.
Du kan nu enten vælge at tilberede kyllingerne i ovnen ved 180 grader i 45 minutter (men tjek lige selv, at de er gennemstegte) eller grille dem. Vi spiste dem med grillede majs og asparges, så vores blev tilberedt på grillen ved indirekte varme.
Kyllingebryst – “Pimped” 🙂