Så skete det….jeg løb tør for rugbrøg og rugbrødsblandinger. Som du kan læse her, har jeg ikke rigtig villet give mig i kast med at bage rugbrød. Jeg har så i stedet for bagt en del rugbrødsblandinger. Af en eller anden grund virkede det fuldstændig uoverskueligt for mig selv at gå i gang med rugbrød. Jeg bruger gerne 2 dage på at lave et fantastisk surdejsbrød, jeg laver pølser fra bunden osv. Men af en eller anden grund har jeg haft berøringsangst ift. rugbrød.
Det var dumt
Nå, vi var så løbet tør for rugbrød, til gengæld havde jeg alt for meget rugmel liggende, og så havde jeg en del surdej tilovers. Når du arbejder med surdej, og du frisker den op, bliver der altid noget surdej til overs. Nu har jeg endelig fundet en god måde at bruge det på.
Fra og med nu dropper jeg brødblandinger
Når jeg selv genlæser ovenstående sætning, så lyder det virkelig skørt. Jeg sætter en ære i at lave min mad fra bunden, så hvorfor i alverden har jeg ikke lavet rugbrød tidligere. Det er simpelthen så let…det svarer næsten til at tage en brødblanding og blande vand i.
Det her er det første rugbrød som jeg bager. Jeg har bevist holdt det så enkelt som muligt, for at se hvordan det bliver. På sigt kommer jeg nok til at eksperimentere med det, så der kommer sikkert nogle flere opskrifter.
Men her er opskriften på Det “hurtige” med surdej
Ingredienser, til 2 styk 2,5 liter forme
- 1 kg. økologisk rugmel – 27,5 kr
- 1 liter lunkent vand
- 400 gr. økologisk solsikkekerner – 15 kr.
- 10 gr. økologisk gær – 1 kr.
- 325 gr. surdej, lidt mere eller mindre gør ikke noget
- 25 gr. havsalt
Det bliver så 43,5 kr for ca. 2,5 kg. brød. Så det er 8-9 kr. per halvkilo. Sammenlignet med rugbrødsblandingerne, så er det virkelig billigt, og så bruger jeg i øvrigt et virkelig godt og lidt dyrere mel.
Opløs først surdejen i vandet og så gæret. Tilføj men, kernerne og saltet til sidst.
Jeg valgte at røre det ved middel hastighed på min røremaskine i nogle minutter. Du kan også gøre det i hånden, så vil jeg dog anbefale at lave en mindre mængde dej, ellers bliver det lidt besværligt; da det skal være blandes rigtig godt.
Hvis det er første gang, at du laver rugbrød / rugbrødsblanding,så skal du være opmærksom på, at dejen bliver ikke fast – dejen er meget lind. Den kan faktisk nærmest “falde” ned i formene … den skal dog ikke være flydende. Nå, nu hælder du dejen i de 2 forme (2,5 liter). Du skal nok bruge en dejskraber for at få det hele med, fugt dine hænder og brug dem til at fordele dejen jævnt i formene også ud i hjørnerne.
Stil nu dejen til hævningen. Den skal ikke fordobles i størrelse (skriver det, fordi man typisk siger det om brød), men der skal ca. blive 50% mere…dvs. den skal tage halvdelen af sin oprindelige form til. Du kan sætte den til hævning ved stuetemperatur, det vil så tage 2-4 timer (jeg har ikke selv prøvet det, det er et bud) eller sæt den til hævning i køleskabet til næste morgen, det gjorde jeg. I begge tilfælde læg et fugtigt klæde / viskestykke henover.
Forvarm oven til 180 grader, og bag brødet i 60-75 … hvis du har et termometer så skal temeperaturen være 97 grader. Hvis ikke giv det 75 minutter, men se til det, så det ikke bliver brændt. Jeg sklukker oven efter 60 minutter og bruger restvarmen.
Tag brødene ud af formene – vend den på hovedet, og bdrødet skulle gerne falde ud. Og lad brødene afkøle på en rist.
Brødet smager rigtig godt og er saftig. Det er mildt i smagen, og det er dejligt med de mange kerne.
Billigere, lige så enkelt og mindst lige så velsmagende som en rugbrødsblanding / et godt købe rugbrød
“What is not to like”