Aldrig jeg troede aldrig, at jeg vil kaste mig over brødblandinger. Jeg må dog erkende, at jeg ikke får taget mig sammen til at kaste mig over rugbrødsbagning fra bunden…i hvert fald ikke lige foreløbig. Jeg ved ikke hvorfor, men det tænder mig bare ikke så meget.

- Reklame -

Samtidig synes jeg, at det rugbrød, som du køber i supermarkeder ikke er så godt. Det fra vores lokale bager, er heller ikke det bedste (de har bare bake off … helt ærligt). Sjovt nok har slagteren det bedste rugbrød…42 kr. for et økologisk brød. Det er fra Svaneke Bageri og vejer 830 gram. Jeg har også ofte købt et rugbrød fra Føtex bageren, det er sikkert også bake off…men det smager faktisk udmærket. Det er dog ikke økologisk, men det er forholdsvis billigt – tror faktisk, at prisniveauet er det samme, som de færdig pakkede fra fx Schulstad eller Kornkammeret (som jeg dog ikke bryder mig om at spise).

Så det, at jeg simpelthen ikke brænder for selv at bage rugbrød fra bunden, at vi spiser forholdsvis meget rugbrød, og det forhold, at det er svært at få et ordentlig færdigt rugbrød, fik mig til at se på rugbrødsblandinger.

Når jeg lige om lidt gør mig til dommer over rugbrødsblandinger, skal du have i baghovedet, at jeg ikke som sådan har noget fagligt grundlag for at udtale mig om det. Jeg bager ikke selv rugbrød fra bunden, jeg er ikke uddannet bager eller lignende…men jeg spiser da en del af det, og jeg har rent faktisk prøvet de forskellige blandinger og sammenlignet dem. Jeg har ikke bagt dem på en gang, men bagt dem i takt med, at vi spiste dem…en gang imellem kom der et køberugbrød imellem. Da vi spiser et om ugen, har det været en proces, som har strakt sig over 3 måneder … der var sommerferie (hvor der ikke blev bagt) og nogle køberugbrød imellem.

Så… nu kommer min helt personlige smagsmæssige vurdering af rugbrødsblandinger….om den tæller noget, må du selv vurdere.

(Bemærk, det indlægget er oprindelige fra December 2021….jeg har tilføjet blandinger siden da, det fremgår at teksten.)

Rugbrødsblandinger…

giver de mening?

Svaneke Røgbrød
Inden jeg kaster mig ud i at skrive om blandingerne så lad mig lige knytte et par ord til mit favorit økologisk køberugbrød. Jeg ved ikke, hvad det koster hos Svaneke Bageri, men hos min slagter koster det 42,- kr. Brødet vejer ca. 830 gram.

Det har en god kraftig smag, hvor jeg synes smagen af malt dominerer. Som du kan se på billedet, er der også godt med korn i. Ulempen ved at købe brødet ved slagteren er, at du ikke kan regne med, at det er friskbagt. Brødet som jeg lige har købt, kan kun holde sig i 2-3 dage…det kan man godt smage, da det var lidt tørt. Men hvis du køber det frisk, så har du et dejligt brød i et godt stykke tid.

Så, hvis jeg skal købe og bruge tid på en rugsbrødsblanding, så skal det mindst blive lige så godt som brødet fra “slagteren” (når det er frisk).

Og nu til “blandingerne”

Som skrevet, så har jeg kun brugt økologiske blandinger. Vi køber for så vidt muligt økologisk, jeg kan (næsten) ikke få mig til andet, hvis jeg har muligheden. Jeg kommer til at bedømme blandingerne ud fra følgende kritierier:

  • Pris, det skal jo ligesom stå mål med det gode fra Svaneke bageri til 42 kr. I nedenstående regner jeg ikke med vand og strøm til bagningen med. Forskel i vandmængde og bagetid synes jeg ikke gør den store forskel.
  • Vejledningen og enkelthed, jeg gider jo som sagt ikke bage rugbrød fra bunden, så det skal være let at gå til
  • Smagen og holdbarhed

Jeg har indtil videre forsøgt mig med nedenstående blandinger…jeg kommer måske til at tilføje andre på et tidspunkt.

Da jeg begyndte at skrive på dette indlæg, og i takt med at jeg fik bagt brødene, gav jeg dem pladser / rangerede jeg dem (altså fra 1-7) indbyrdes. Men da jeg var færdig viste det sig, at det var vanskeligt at være så definitiv / præcis. Der er 2, som virkelig falder i min smag, og jeg har svært ved at vælge en vinder. Så er der brød, der måske ikke smager (mig) helt så godt, som de bedste; men som til gengæld er forholdvis billige … er de så bedre end dem der smager bedst? Sidst men ikke mindst, er der de brød, som ikke faldt i min smag, og som jeg ikke kommer til at bage igen. Og er det ikke lidt ligegyldigt, hvilket jeg synes var mindst godt?

Det giver mening!

Jeg køber ikke længere brød hos “slagteren”

Reklamelink

Brødblandingerne er virkelig lette at gå til; og jeg synes, at flere smager mig (mindst) lige så godt, som det fra “Slagteren”. Så jeg kommer fremadrettet til at bage rugbrødsblandinger. Det spiller og det smager godt … ikke mindst når brødet fortsat er lidt varmt.

Her følger først den overordnede konklusion, du kan læser detaljerne længere nede. Bemærk, at brødblandingerne ikke er rangeret i grupperne, for mig at se er de lige gode.

BEDST “overordnet” (artiklen er opdateret den Januar 2022 med denne rubrik / dette brød)

  • Valsemøllen, Økologisk kernerugbrød – 19,95 hos nemlig.com og Bilka

Det er lidt arbitrært at have denne kategori, da det er marginaler, som skiller nogle af brødene ad. Derfor er det heller ikke Test Vinder Kategorien”, sådan en har jeg ikke. Det kommer an på, hvad du vægter mest. Jeg har fx ikke noget imod at bruge mere tid for at få den bedste smag….men du har det måske anderledes. Kategorien er derfor et forsøg på at pege på et godt “gennemsnit”.

Smagsmæssigt er brødet ikke det bedste brød, og jeg foretrækker faktisk andre. Men, brødet her kombinerer bare rigtig mange gode elementer, så det er værd at prøve. Det smager udmærket, samtidig med at det er hurtigt lavet, og det hører til i den billigere ende. Så alt i alt … et rigtig godt brød.

BEDST i smag

  • Meyers Økologisk Brødblanding Rugbrød – 24,95 kr. Super Brugsen
  • Malt Rugbrød fra Skærtoft Mølle – 30,- kr. hos Skærtoft Mølle (dette er et reklamelink)

Begge brød falder virkelig i min smag. Meyers brød vinder på, at du faktisk ikke har brug for en røremaskine; så på den måde er det virkelig let at gå til. Til gengæld behøver brødet fra Skærtofte Mølle ikke nødvendigvis at koldhæve; når du gerne vil bage et brød om aftenen, så det er klart om morgenen til madpakken, er det virkeligt et plus. Jeg har prøvet begge dele, og jeg tror ikke, at jeg vil kunne smage forskel i en blindsmagning. I øvrigt har jeg set brødet fra Skærtofte Mølle på tilbud til ca. 15 kroner nogle steder; og så er det virkelig et godt køb.

BEDST til prisen

  • ØGO Økologisk Kernerugbrød – 20,70 kr. hos Netto (tilføjet Juli 2022)
  • Levevis Kernerugbrød økologisk – 19,95 kr. hos Føtex Food
  • Solsikkerugbrød øko. fra Valsemøllen – 24,95 kr. hos nemlig.com

Til at starte med havde jeg egentlig udelukkende vurderet brødet fra Levevis som bedst til prisen og ikke brøde fra Valsemølle. (Brødet fra ØGO kom til senere). Men da jeg netop læste, hvad jeg har skrevet om de to brød, så er det jo stort set det samme. Ja, brødet fra Levevis er billigere, men du skal købe det økologiske gær særskilt. Hos Valsemøllen får du det med. Brødet fra Levevis er fortsat billigere, men det er så tæt et løb, at det må være op til dig, hvilken smag du foretrækker til prisen. Her i Juli 2022 bagte jeg brødet fra ØGO, også et ok brød til prisen, som er bagt hurtigt.

IKKE min smag

  • Solsikkerugbrød øko. fra Mejnerts Mølle – 24,95 kr. hos nemlig.com
  • Princip Økologisk Rugbrødsblanding – 24,95 kr. hos Føtex Food
  • Solsikkerugbrød øko fra Box to bake – 24,95 kr. hos nemlig.com

Der er ikke så meget mere at skriver om disse brød egentlig. De falder ikke i min smag, der er flere andre som gør; så jeg kommer ikke til at bage dem igen.

Økologisk kernerugbrød fra Valsemøllen – tilføjet Januar 2022
Pris, jeg må erkende, at jeg kom til at spise af det, inden jeg fik vejet det … det er jo sket før … så jeg skyder på at brødet vejede ca. 775 gr. , så det bliver 12,5 kr per halvt kilo. Det er helt klart i den billigere ende.

Der skal bruges 5 gr. gær…det er jo så lidt….det ville have været godt, hvis man kunne have haft tilsvarende tørgær i pakken. Med de små mængder gær risikerer du, at smide resten ud, med mindre du bager meget selvfølgelig….det synes jeg er et minus….men det er nu sådan for flere blandinger. Jeg har fx også ”øffet” over dette ved Meyers brødblanding.

Vejledning og enkelthed, det er nok en af mine favoritter. Overskueligt, enkelt at gå til, og brødet skal sammenlagt kun hæve i 75 minutter. Jeg var lidt skeptisk til at starte med…vil brødet så ikke smage kedeligt? Mere om det senere. Vejledningen forudsætter heller ikke, at du har en røremaskine…også et plus.

Mht. bagetiden, jeg synes generelt at brødene skal have længere tid. Måske er det fordi, at jeg bruger en silikonebageform. Jeg er begyndt at tage brødet ud af formen (når det er nogenlunde fast) og bage det færdigt uden. Så går det faktisk hurtigere. Brødet skal have 45 minutter (jf. vejledningen)…jeg brugte nok 20 minutter mere. Det fremgår af vejledningen hvad kernetemperaturen skal være … så du kan jo tjekke … hvis du da har et termometer.

I pakken er en plastikpose med mel og en med kerner … det er fedt at se, hvor mange kerner der faktisk er med … miljømæssigt? hmmm. ..det kunne man måske have bedre / anderledes.

Smagen og holdbarhed, mine 2 favoritter ift. smagen…er fortsat mine favoritter. Jeg bilder mig ind, at man godt kan smage, at der er nusset mere om disse brøde; men det økologiske kernerugbrød fra Valsemølen smager virkelig godt, og det er dejligt med de mange kerne. Det overraskede mig taget i betragtning, hvor hurtigt, brødet blev til. Og ja, det holder sig fint.

Et velsmagende brød, til en god pris og som er forholdsvis hurtigt lavet!

Meyers Økologisk Brødblanding Rugbrød
Pris, jeg og junior var så sultne, at vi glemte at veje brødet, inden vi styrtede os henover det. Vi vejede det efter at have spist et par skiver, så jeg skyder det til at have vejet omkring 850 gram, så det bliver 15 kr. per halvt kilo.

Du skal bruge 5 gram gær. Du kan sige, at det er mindre end det, som skal bruges i de andre blandinger, men med mindre du bager en del, så ender du med at smide pakken ud. Det er nok det eneste anke, som jeg har til denne blanding. Hvorfor er der ikke tørgær i pakken, til hvad der svarer til 5 gram frisk gær. Mit gæt er, at det forsøges at give en følelse af, at man bager fra bunden, selvom man bruger en bageblanding. At man mener, at det smager bedre. Og at man vil have, at vi forbrugere gør os lidt umage. Nå, jeg bruger en del gær, og det generer ikke mig; men jeg tror, at der er flere, som ender med at smide det meste af en pakke ud.

Vejledning og enkelthed, indpakning og forklaringerne er lige som de skal være. Indpakningen er sådan set bare en papir pose…men det spiller. Jeg kan lide, at der ikke er så meget indpakning, at det er papir frem for plastik. Samtidig, er der kræset lidt om den, og vejledningen er præcise og lette at gå til. Det fremgår tydeligt, at du skal bruge mere end en dag (fordi det skal koldhæve natten over), og det er tydeligt hvad du skal lave dag 1 og dag 2. Der er heller ikke unødvendige oplysninger. Der er bliver filosoferet lidt om bagning, men i et særskilte afsnit, og du kan læse det eller lade være.

Det forudsættes heller ikke at du har en røremaskine, faktisk bliver den ikke nævnt. Så jeg rørte det i hånden, det var virkelig let og tog ikke mere end 1-2 minutter, da dejen er ret flydende. Virkelig godt. En bageform skal du dog bruge, og det fremgår, hvor stor den skal være.

Så alt i alt virkelig godt.

Mht. bagningen, så skal man hælde vand i oven, så vanddampen positivt påvirker bagningen. Jeg gjorde det, fordi jeg ved, at det gør en forskel, når jeg bager. Men jeg tvivler på, at det er nødvendigt med rugbrødet … men hvem ved om brødet ville være blevet lige så godt uden. Det bliver foreslået, at man måler temperaturen i brødet for at sikre, at det er helt færdigt. Jeg har et termometer, som kan bruges til formålet, men tvivler på at alle har det. Et lille minus? Ved ikke, i det mindste bliver du gjort opmærksom på muligheden Det skal bage ved 180 grader i 60 minutter … brødet var da heller ikke færdig efter den tid…., det gælder efterhånden for alle brødene, så jeg tror bare, at det er svært at få til passe helt præcist. Måske er det også den form, som jeg bruger. Derfor synes jeg heller ikke ideen med at tjekke med et termometer er helt skør.

Smagen og holdbarhed, det kan beskrives meget kort. Perfekt til min smag. Brødet havde en super krumme, en super skorpe og en dejlig smag. Og det holdt sig godt indtil det var spist. I øvrigt står der også i vejledningen, hvordan holdbarheden forlænges.

Et kanon rugbrød!

Malt Rugbrød fra Skærtoft Mølle
Pris, brødet ender med at veje 769 gram, så det bliver 19,5 kr. per halvt kilo. 10 gram gær skal du købe særskilt.

Vejledning og enkelthed, indpakning er af papir og meget “let”. Altså på en god miljøvenlig måde. Vejledningen er kort og præcis – jeg savner ikke noget. Dejen skal æltes på maskine i 10 minutter, det gør det mere besværligt end brødet fra Meyers. Men – selvom jeg ikke skriver så meget om vejledningen – så er det min favorit. Måske er det også netop derfor, der ikke er så meget at skrive, andet end det er enkelt, men præcist. Brødet kan enten koldhæve i 12-16 timer eller hæve på bordet 3-4 timer. Jeg forsøgte begge dele. Jeg bagte brødene med flere måneders mellemrum, så det er svært at sammenligne. Men som jeg husker det, blev det en anelse bedre ved koldhævning. Bagetiden passede næsten; men jeg skulle tage det ud af min form (silikone) og bage det lidt efterfølgende for at det blev færdigt i bunden.

Smagen og holdbarhed, igen kan det beskrives kort….perfekt…brødets skorpe er, som den skal være, og brødet smager dejligt af malt, har en dyb smag (måske er det indbildning, fordi jeg ved, at det er malet på en stenkværn) og har godt med korn. Smagsmæssigt er dette brød nok min favorit. Måske skal jeg lave en blindsmagning mellem dette brød og det fra Meyers for at får det bekræftet. Det holder sig fint i en pose indtil det er spist. Det er jo heller ikke det største brød.

Endnu et kanon rugbrød!

ØGO Økologisk Kernerugbrød – tilføjet Juli 2022
Pris, brødet ender med at veje 1625 gram, så det bliver lidt under 6,5 kr. per halvt kilo. 25 gram gær skal du købe særskilt, så der kommer lige lidt ekstra til. Men det her brød er helt klart det billigste (ikke mindst, fordi priserne er steget en del, siden jeg skrev de første anmeldelser)

Vejledning og enkelthed, indpakning og forklaringerne er meget simpel. Vejledningen er skrevet i punktform på siden af pakken. I min verden er det tilstrækkeligt. Der bliver dog ikke oplyst, hvor stor bageformen skal være…det er lidt træls. Jeg bagte det i en 3,5 L bageform og det passede fint. Du kan også bruge en, som er en anelse mindre – der var lidt plads at give af. Blandingen forudsætter en røremaskine, og der skal røres i 10 minutter. Det skal kun hæve en time inden det bages, så det er et brød, som er hurtig lavet. Det skal kun bage i 60 minutter…hos mig fik det dog 90…måske på gr. af ovnen.

Smagen og holdbarhed, brødets skorpe er fin. Selvom brødet blev bagt i længere tid, er det lidt blød i siden og smuldrer lidt. Det er dog ikke noget problem. Smagen er til den milde side og lidt kedeligt…men ok. Den milde smag skyldes nok, at der er rigelig med gær i dejen og det næsten ikke skal hæve. Det er et ret stort brød, så jeg fryser den ene halvdel ned, så den også holder sig godt.

Alt i alt et ok brød, der er hurtig lavet til et en god pris.

Levevis Kernerugbrød økologisk
Pris, brødet ender med at veje 1525 gram, så det bliver 6,5 kr. per halvt kilo. 20 gram gær skal du købe særskilt, så der kommer lige lidt ekstra til.

Vejledning og enkelthed, indpakning og forklaringerne er meget simpel. Vejledningen er skrevet i punktform på siden af pakken. I min verden er det tilstrækkeligt. Der bliver dog ikke oplyst, hvor stor bageformen skal være…det er lidt træls. Jeg bagte min i en 2,6 L bageform og det passede. Denne brødblanding forudsætter også, at du har en røremaskine, og der står ikke, hvad alternativet er. Der står også, at der skal røres grundigt…ikke om det er hurtigt eller langsomt. Jeg gav den ved meget høj hastighed i røremaskinen. Startede langsomt for at blande det og så høj.

Smagen og holdbarhed, brødets skorpe synes jeg er tilpas. Smagen er til den milde side, men god. Sammenlignet med stenkværnet mel, savner jeg dog mere smag og struktur. Men en ok smag. Jeg delte brødet i 2 og frøs den ene del ned.

Et godt brød til en rigtig god pris.

Soslsikkerugbrød økologisk fra Valsemølle
Pris,
brødet ender med at veje 1325 gram, så det bliver 9,5 kr. per halvt kilo. Ift. vejledningen skal man bage 2 brød i 2 1,3 liters forme; men jeg har kun en. Så jeg bagte i stedet for brødet i en stor form. Til pakken følger endvidere en pose tørgær med.

Vejledning og enkelthed, forklaringerne er enkle og lige til at gå til. Der er også skitser / billeder der støtter den tekstuelle forklaring. Jeg synes, at det trækker ned, at der ikke tages højde for, at de fleste af os nok ikke lige ligger inde med ligefrem 2 1,3 liters forme. Jeg kunne godt have tænkt mig at vide, om jeg kan sætte den anden halvdel af dejen i køleskabet, mens den første bager færdig. Jeg ved ikke om det er rimeligt at forvente, at vi enten ejer en køkkenmaskine eller en håndmikser (der kan ælte) – vejledningen forudsætter nemlig, at du enten har det ene eller andet til at ælte med i 5 minutter. Her ville det også havet været fint med en anvisning om, hvordan du rører det i hånden. Brødet skal bage i en times tid. Det var ikke færdigbagt efter denne time; jeg tror dog – eller jeg kan ikke udelukke – at det skyldes, at jeg bagte et stort brød i stedet for 2 små.

Smagen og holdbarhed, brødets skorpe synes jeg er tilpas. Smagen er til den milde side, men smager da af rugbrød. Sammenlignet med stenkværnet mel, savner jeg dog en mere dyb smag og struktur. Men alt i alt en ok smag, og det store brød holdt sig fint indtil, det var spist.

God smag og god pris.

Princip Økologisk Rugbrødsblanding
Pris, det vejede 850 gram, så det bliver 15 kr. per halvt kilo, og du skal bruge 10 gram gær.

Vejledning og enkelthed, lad mig starte med at skrive, at jeg har set mig sur på brødet til at starte med på gr. af vejledningen. Blandingen ok pakket ind i en tyk papirspose…ikke det mest miljøvenlige men langt fra det værste, og vejledningen er enkelt (altså på en ok måde) og kan læses tydeligt. Men den er simpelthen så upræcis. Til at starte med skal man opløse gæret i varmt vand. Hvad er varmt vand. hmm det må være varmere end lunkent (hvad man jo trods alt ved hvad er) og det må være mindre en kogende vand…jeg ved bare, at gær ikke har det godt med for varmt vand. Nå, men for at være tro mod vejledningen, tog jeg noget vand, som langt fra var kogende, men som heller ikke bare var lunkent. Når jeg ikke tog rigtig varmt vand, skyldes det, at jeg ikke ville ødelægge gæret. Du kan sige, at det er en lille ting, men det er en blanding og det skal være enkelt. Nå, det fortsætter skidt, lad dejen hæve til næste dag i køleskabet og hvis det ikke er nok, så tag det ud og vendt til det er hævet 2 cm…super, det brød må producenten have bagt mange gange for at teste det. Så ved et almindelig koldt køleskab (som de fleste dansker har ven en 5-6 grader), men det da være muligt at være mere præcist. Med mindre selvfølgelig at det varme vand nogle gange ødelægger gæret mere end andre alt afhængig af, hvor varmt det er. Jeg ved det ikke…men trælse er…i øvrigt du ved jo selvfølgelig godt, hvornår dejen præcist er hævet 2 cm….nej du gør da ej, med mindre du sætter en elastisk om formen, hvor du starter….og det gider jeg helt sikkert ikke. Nå ja, ligesom med andre brød står der ikke angivet hvor stor en form, som du skal bruge.

Brødet skal bages 1 time og 45 minutter, det er markant længere og også varmere end som så mange andre. Eller til en temperatur på 98 grader, igen…producenten burde vide, hvor længe. Anyway, det passede faktisk ret præcist.

Smagen og holdbarhed, brødet holder sig fin. Jeg var ikke så vild med skorpen (det var noget hårdt) og egentlig heller ikke krummen (porøs fugtigt, kan jeg bedst beskrive det som…måske lidt svampet). Smagen var hverken specielt dårligt eller særlig god.

Synes ikke, at det er umagen værd.

Solsikkerugbrød øko. fra Mejnerts Mølle
Pris, brødet ender med at veje 760 gram, så det bliver ca. 16,5 kr. per halvt kilo. 20 gram gær skal du købe særskilt, så der kommer lige lidt ekstra til.

Vejledning og enkelthed, indpakning og forklaringerne er meget minimalistisk. Nærmest ikke til at få øje på, og jeg skal have mine læsebriller på. Det gør det ikke bedre, at det er skrevet ud i en tekst. Oplysningerne er ikke særlig præcise … hæve 1-2 timer (til dejen er hævet 2 cm), 20-25 gram gær. Ja, hævetiden afhænger af varmen i rummet…men så stor forskel er der nok ikke i vores hjem. Og hvis man prøver at skrive, at det ikke kommer sig så nøje med gæret, så skriv det. Jeg mener 20-25 … hvormeget er det…hvorfor skal vi forholde os til det. Det skal jo netop være enkelt for os. Selvfølgelig kan jeg træffe en beslutning og jeg fik da også bagt et brød..men hvis du ikke er vant til at bage, er det træls.

Til gengæld forudsættes der ikke diverse køkkenredskaber, du skal blot røre det grundigt sammen. Jeg brugte min røremaskine, men jeg er sikker på, at du også kan klare det i hånden. Bagetiden holder ikke ligesom ved de andre brød. Brødet skulle have længere tid – 80 minutter i stedet for 70 samt restvarmen i ovnen

Smagen og holdbarhed, brødet blev for hård til min smag (måske min fejl…hvem ved), brødet er heller ikke så let at skære uden at krummen går i stykker. Smagen fejler ikke noget ..en dyb smag af malt (synes jeg), men der er ikke mange kerner i.

Så alt i alt et brød i den dyrere ende, som ikke falder i min smag ift. konsistens og indhold af kerner.

Soslsikkerugbrød øko fra Box to bake
Pris, brødet ender med at veje 775 gram, så det bliver 16 kroner per halvt kilo. Bemærk, at bageblandingen allerede indeholder gæret, så det skal du ikke tænke på.

Vejledning og enkelthed, det er her denne blanding brillerer. Indpakningen af pap fungerer som bageform. Gæret er allerede indeholdt i selve blandingen. Så det eneste, som du skal, er at hælde vand ved, ryste, åbne “formen” og lige sikre dig at dejen er blandet alle steder med vandet. Så skal det hæve forholdsvis kort tid og bages en times tid i ovnen. Jeg synes, at jeg snarere har skruet lidt for meget op for ovnen end for lidt, og brødet fik også lidt mere end en time; men alligevel var brødet ikke bagt færdig i bunden, og sad lidt fast til bunden. Jeg var nødt til at tage det ud, og bage det færdig ved restvarmen i ovnen

Smagen og holdbarhed, brødet har en – for min smag “for” – blød skorpe, så hvis du kan lide det, så bliver du glad. Jeg er ikke så vild med det, men junior har let ved at spise det. Jeg synes ikke at brødet smager af så meget; jeg får en – jeg har svært ved at beskrive det – men en melet fornemmelse / smag i munden. Jeg har ikke prøvet det, men jeg kommer til at tænke på, at spise en skefuld rent mel. Vi spiste det dog, og det holdt sig fint.

Smagen falder virkelig ikke i min smag; og så falder det smarte til jorden, når brødet sidder fast.

- Reklame -

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Indtast din email her