Æv jeg skulle aldrig have lavet dem. Da jeg lavede min egen version af en Sausage Bacon Mc Muffin, skulle jeg finde ud af, hvordan man laver Breakfast Muffins. Det var en fejl…de er virkelig vanedannende gode, nok fordi der både er smør, æg og sukker i, så det er jo faktisk en kage skjult som rundstykke. Nu er du advaret. Men så igen, så lad være med at smøre så meget oven på, og lad være med at spise æg til…så er det vel ok? 🙂 Eller, du kan også bare lade være med at tænke over det og nyde det…jeg er mest tilhænger af sidstnævnte.

I øvrigt English Breakfast Muffins er lidt specielle, de skal ikke bages i ovnen med “bages” / steges på en pande. Jeg har forsøgt mig med at bage dem i ovnen, men så får de en helt anden konsistens og form. Jeg kan ikke forklare det, men da jeg bagte dem i ovnen lignede det mest af alt teboller – hvilket måske ikke er så overraskende eftersom opskriften – på nær pande”bagningen” svarer til teboller. Hvis jeg skulle forsøge mig med at forklare det, så tror jeg, at dejen ikke får lov til at hæve på samme måde på en pande, som i en ovn. På den måde bliver den mere kompakt (på en god måde altså, fordi den også fortsat er luftig).

Ingredienser, til 15 stk. 

  • 700 gram mel
  • 1 pakke tørgær eller en pakke gær
  • 30 gram sukker
  • 40 gram smør (smeltet)
  • 2 æg
  • 8 gram groft salt
  • 3,5 dl. mælk
  • Lidt semolina

Tid ~ ca. 2 timer
Det tager ikke lang tid at øre det hele sammen…men dejen skal hæve og efterhæve og  de skal bages 20 min på hver side. 

Fremgangsmåde


Hvis du ikke bruger tørgær, lun mælken lidt (lunkent…hvis du stikker fingeren ned i den skal det hverken synes varmt eller koldt) og opløs gæret i det. Hvis du bruger tørgær tilføjer du det sammen med melet (se pkt. 2). Slå æggene ud og pisk dem med en gaffel eller piskeris … bare i et halvt minut til det skummer lidt. Hæld æggene til mælken og det smeltede smør og rør rundt.


Hæld væsken i en røremaskine, tilføj mel (og tørgær), salt, sukker og ælt det i 10 minutter. Sæt dejen til hævning i en time til dobbelt størrelse.


Nu har du ca 1,2 kg. dej; jeg tager 80 gr. dej fra per muffin. Drys semolina ud på bordet og form dejen. Jeg har en æggering, som har en diamter på 9 cm. Jeg lægger dejen ned i ringen, og sørger for at ringen er fyldt ud ved at presse let på dejen, så den fylder formen ud (pres ikke for meget luft ud af dejen). Du kan også forme dem i hånden. Du kan lige drysse meget lidt semolina på dine håndflader, forme dejen til en bolle, som du så trykker flad.

Nu skal de efterhæve 30 min under et klæde.


Varm en pande op til middelvarme og drys med lidt semolina. Bag / steg dem nu  20 minutter på hver side.  Som du kan se, brugte jeg min bordgrill til det. Den er sat til 180-200 grader, ved mere end det, bliver de brændte før de bliver færdige.

Du er advaret!
de er vanedannede gode

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Indtast din email her